|
Formål
At opspore og diagnosticere Abdominalt Kompartment Syndrom. Sikre pålidelige blæretryksmålinger under hygiejnisk forsvarlige forhold. Forebygge at patienten udvikler Abdominalt Kompartment Syndrom.
Tilbage til top
Patientgruppe/Patientforløb/Anden målgruppe
Denne instruks henvender sig til:
Personale på Intensiv Terapi Afsnit, som skal udføre blæretryksmåling.
Hvis der skal måles blæretryk på ITA Holstebro, skal der til formålet udlånes et målingssæt fra ITA Herning.
Patientgruppe:
Tilstande med risiko for Abdominalt Kompartment Syndrom (AKS).
- Voksne patienter
- Postoperativt (abdominal operation), åbent eller stumt traume
- Akut aorta aneurisme operation
- Svær ileus
- Intraabdominal blødning
Tilbage til top
Definition af begreber
Intraabdominalt tryk (IAP) er trykket i bughulen, som er respirationsafhængigt. Hos ikke-fede er trykket ca. 5 mmHg. Abdominalt Kompartment Syndrom (AKS) skyldes en akut og vedvarende øgning af det intraabdominale tryk (IAP > eller = 20mmHg).
AKS, der skyldes forhøjet IAP (intraabdominalt tryk), ses efter flere kliniske tilstande og karakteriseres af flere alvorlige organsvigt. Klassisk AKS omfatter udspiling af abdomen, forhøjede luftvejstryk, utilstrækkelig ventilation og oxygenering, nedsat nyrefunktion og øget intraabdominalt tryk. Ved abdominal dekompression ses en bedring af disse parametre.
Risikoen for udvikling af forhøjet intraabdominalt tryk (IAP) er øget hos intensivpatienter. En række tilstande kan medføre forhøjet intraabdominalt tryk, i sjældne tilfælde kroniske tilstande som ascites, adipositas, cyster og abdominale tumorer, men hyppigst ses akut forhøjet intraabdominalt tryk hos patienter med bækkentraumer eller udbredt retroperitoneal / intraperitoneal blødning, svær sepsis, svær peritonit, svær pancreatit, tarmparalyse / tarmobstruktion, rumperet abdominalt aortaaneurisme, svær ascites eller efter større abdominal kirurgi.
Forhøjet IAP kan lede til organdysfunktion af såvel intra- som ekstraabdominale organer.
Udover den lokale effekt på intraperitonealt og retroperitonealt placerede organer / organsystemer (lever, ventrikel, tarm, nyrer), påvirker forhøjet IAP også hæmodynamiske parametre, respirationsmekaniske forhold samt intrakranielle trykforhold.
Forhøjet IAP reducerer flowet i vena cava inferior og vena porta, derved reduceres det venøse tilbageløb til hjertet og sekundært hertil hjertets minutvolumen. Kombinationen af nedsat venøs drænage og reduceret arterielt flow leder til reduceret organperfusion, iskæmi og organsysfunktion.
Et svært forhøjet abdominaltryk transmitteres over diaphragma til thorax og kan resultere i forhøjede pleurale og pulmonale tryk. Sekundært hertil påvirkes de lungemekaniske forhold hvilket kan påvirke respiratorbehandlingen og det stigende intrathorakale tryk medfører obstruktion af det venøse tilbageløb til thorax. Stigende tryk i vena cava superior og venae jugulares medfører kompromitteret drænage fra de cerebrale kargebeter, stigning i det intrakranielle tryk og ultimativt reduktion af den cerebrale perfusion.
Ved svært forhøjet IAP kan udvikles Abdominalt Kompartment Syndrom (AKS), en tilstand med akut, svær organiskæmi, udløst af det forhøjede tryk, der kompromitterer eller ligefrem ophæver perfusionen i det givne kompartment. Under normale omstændigheder er IAP 5-7 mmHg. IAP > 12 mmHg defineres som abdominal hypertension (IAH) og IAP > 25 mmHg med nytilkomment organsvigt defineres som abdominalt kompartment syndrom.
Tilbage til top
Fremgangsmåde
Måling af tryk i urinblæren via blærekateter m.h.p. indirekte måling af intraabdominalt tryk.
Der anvendes intravesikal trykmåling, blæretryksmåling, idet studier har vist, at det tryk der måles i blæren under standardiserede forhold, korrelerer til det aktuelle tryk i abdomen.
Hvis der skal måles blæretryk på ITA Holstebro, skal der til formålet udlånes et målingssæt fra ITA Herning.
Remedier
- UnoMeter Abdo-Pressure. Målesættet er placeret i Sterilt Depot ved siden af urimeter.
- 20 ml sprøjte
- 20 ml NaCl
- Usterile handsker
- 1 Luer-Lock prop
Forberedelse
- Afklem filtret til AbdoPressure på den røde klemmeskrue, som vist på fig.A. Påsæt Luer-Lock prop for at beskytte filteret.
- Indsæt AbdoPressure mellem KAD og urimetret, hvorved der etableres et lukket, stabilt kredsløb, se fig. B. OBS at urimetret hænger lodret.
- Fyld systemet med 20 ml sterilt NaCl. OBS skal kun ske ved 1.måling! Påfyldningen sker gennem den røde membran på sættet; der skal ikke anvendes kanyle, og der må ikke være luftbobler i systemet. Se fig. C.
Måling
- Patienten lejres fladt på ryggen under målingen, som vist på fig. 1
- Hold AbdoPressure i lodret linie med 0-punktet (markeret som 0 mm Hg på slangen) placeret hvor hoftekammen krydser midtaxillærlinien. Se fig. 2.
- Tag proppen af filteret, åbn for filtret via den røde klemmeskrue, således at urinen løber tilbage i blæren. Når væskesøjlen ikke falder længere ( ca. 10-15 sek.) kan blæretrykket aflæses. Der aflæses i hele og halve mmHg (12.0, 12.5 etc.)
- Luk for klemmeskruen og påsæt ny prop; dette er vigtigt, da der ellers er risiko for, at urin " over" – og dermed ødelægger manometret. Se. fig. 3
- Notér trykket på observationsskemaet.
Lægerne på Kirurgisk Afdeling skal orienteres, såfremt der måles IAP > 12 mm Hg. Se i øvrigt under "ansvar".
Holdbarhed
Sættet kan anvendes i op til 28 dage, men bør skiftes samtidig med katheter.
Tilbage til top
Dokumentation
Dokumenteres på ITA-observationsskema.
Tilbage til top
Ansvar
Beslutning om måling af blæretryk er en lægelig ordination. Hyppighed af måling er også en lægelig ordination, ofte 1 eller 2 gange hver vagt. På baggrund af denne ordination kan sygeplejersken eller lægen selvstændigt udføre målingen. Opgaven må udføres af sygeplejepersonale, der er introduceret til eller oplært i at varetage denne procedure. Lægerne på kirurgisk afdeling skal orienteres, såfremt der måles IAP > 12 mm Hg. Behandling af AKS er en kirurgisk problemstilling, som skal konfereres med abdominalkirurgerne. Behandlingen kan omfatte seponering af osmotisk virkende laksantia (laktulose), rektalrør, neostigmin, dekomprimerende koloskopi, aflastende coecostomi eller anden kirurgisk behandling.
Tilbage til top
Referencer
- Manu, Malbrain et al; Intensive Care Medicine (2004), 30:822-829
- http://www.wsacs.org/
- 2004 Intensivmedisinsk seksjon, Haukeland Universitetssykehus
Tilbage til top
Revideret: 22-11-2011 00:00:00
|